Da jeg i morges læste artiklen “Studerende fra udlandet føler sig ensomme” (tilgængelig på http://www.b.dk/nationalt/studerende-fra-udlandet-foeler-sig-ensomme) , som blev postet på Twitter af Syddansk Universitet fik jeg næsten kvalme.
Artiklens grundidé er glimmernde, men…
Selvfølgelig er det vigtigt at informere danskerne om de problemer udenlandske studerende støder på når de kommer her i landet, men tror I ikke at det kunne være rart for selve disse studerende at vide at der bliver gjort noget ved det. Forfatteren skriver selv at “[Danskerne] slår hurtigt over i dansk” og gør dog intet andet selv. Jeg er med på at Berlingske er en dansk avis, men ved at skrive om en gruppe af folk, som eventuelt ikke kan forstå, hvad der bliver skrevet om dem, ekskluderer man dem jo endnu en gang, ikke?
Hvormed vi kommer til sprog…
Kære Charlotte Rønhof, jeg er fuldstændig enig med dig om at man burde lære dansk. Ved at kunne skrive dette indlæg efter jeg har boet i Danmark i kun tre år viser jeg vel ret meget hvor enig jeg er. Men lad mig fortælle dig noget: Selvom kan “blive inkluderet i kollegernes snak over kaffemaskinen” hjælper det overhovet ikke nødvendigvis til at blive integreret i samfundet som sådan. Som et menneske, der læser noget sprogligt og har en BA i kulturel og sproglig formidling er jeg udmærket klar over at en vej til acceptants er et fælles sprog, men jeg ved også ud fra min egen erfaring at det slet ikke er nok. Dette indlæg skal slet ikke tjene formålet at brokke mig over det dårlige liv jeg har i Danmark- tværtimod. Jeg vil prøve at gøre opmærksom på de følelser én ud af de 26.000 studerende -beskrevet i artikelen- har, især i forhold til danskernes indsats at lade mig være en del af fællesskabet.
Ingens skyld
Som det første vil jeg gerne sige, at jeg synes at det er meget farligt at udtrykke sig om, hvem der skal forandre sig. Jeg synes, det er hverken danskernes eller studerendes skyld at situationen er som den er og netop derfor synes jeg også at det er forkert at komme med nogle forslag i form af “bare I lærer sproget, så skal det nok gå” på den ene side, eller “nu må I da lige tage jer lidt sammen og inkludere de der andre” på den anden side. Jeg er overbevidst om at alle gør så godt de nu kan, og jeg tror helt sikkert ikke at der er nogle der gør andre ond med vilje, men jeg tror heller ikke at det er tilstrækkeligt, at det kun er den ene gruppe, der oplever problemer med situationen.
Nogle egne oplevelser
“Hvor kommer du fra?”
Da jeg først flyttede til landet tog det lidt tid før jeg kunne fatte, at man bliver bedømt på grundlag af det land man kommer fra. Jeg kunne ikke forstå hvordan det kan være at jeg bliver anset for at være noget forskelligt, sider jeg ikke selv så mig på denne måde. Jeg er født og opvokset i Sydslesvig, har mange tyske venner, der har været i en dansk skole og jeg anså Danmark aldrig for at være særligt fremmed. Denne opfattelse bibehold jeg også da jeg nu allerede boede i landet, men jeg kunne fornemme at jeg blev kigget på som udlænding. Dem der så turde spørge hvor jeg kommer fra, forandrede deres holdning i de fleste tilfælde lige så snart man svarede “Tyskland”, men tid spurgte jeg så mig selv “er det den reaktion, jeg vil have?”. Jeg blev opfattet som et menneske fra et andet land, så vidt så fint. Denne opfattelse var begrundet med min udseende, mine sproglige evner og min opførelse, går jeg ud fra. Kan det så ikke være ligegyldigt hvor man har fået dette udseende, disse sproglige evner og denne opførelse fra? Gør det virkelig en forskel om alt det stammer fra Tyskland eller et andet sted? Min oplevelse er i hvert fald, at det kan være afgørende i forhold til, hvordan man bliver behandlet efterfølgende. Det er selvfølgelig slet ikke alle, der synes at det gør en forskel og der er også rigtig mange der bare spørger ud fra interesse, men der er desværre også nogle der gør det for at kunne forholde sig til dig på en måde de synes er tilsvarende din oprindelse. Fair nok, at man har sine små kasse i hovedet, det har jeg da også, men er det det man vil når man et sted hen? Er ens formål at blive kigget på som “tyskeren”? Jeg ved bare, at jeg ikke kan føle mig som en del af en gruppe, hvis jeg bliver lavet mere forskelligt end jeg selv føler jeg er. Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvordan andre har det, men jeg gider i hvert fald ikke at blive defineret på baggrund af noget der betyder så lidt for mig, som det land jeg blev født i, men jeg vil hellere blive defineret på grundlag af de ting jeg laver og de ting jeg er god til, altså på grundlag af dem jeg er. Det er jo altid svært at være nogen, uanset hvorhenne, hvis man lige er flyttet, men jeg prøvede bare fra starten at opbygge en identitet her i landet og det var ikke altid lige nemt. Tilbage til Charlotte Rønhof: Jeg begyndte at lære det danske sprog og syntes at det også blev nemmere at forstå hvad andre snakker om, men samtidig gjorde det mig også til et dumt menneske.
“Hvor længe har du været her?”
Da jeg endelig begyndte at turde snakke, var tilbagemeldingen både bedre og værre end forventet. Det var godt at se, at folk kunne forstå det man sagde og det var også rart at få ros for den hurtige udvikling man gennemgik, men der var også mange ulemper. Hvis man bare taler engelsk med danskerne, så er man interessant, fordi man er forskelligt. Hvis man taler så dårligt dansk, at man engang imellem selv kommer i tvivl om, hvad det egentlig var, man ville sige, er man underlig, fordi man er på et andet intellektuelt niveau. Det er sket mange gange for mig, at folk fortrækker at tale engelsk med mig, fordi de simpelthen synes, at der er for besværeligt at tale dansk med mig. Hvordan i alverden skal jeg så lære sproget? Er idéen ikke at man skal øve sig alt man kan? Når man nu på et tidspunkt selv bliver irriteret over den lille fremskridt man kan iagttage i ens sprogudvikling, bliver man bare frustreret. Det gjorde jeg i hvert fald. Man er næsten klar til at give op, og det er ikke så meget fordi man får dårlig respons, men fordi man er vant til at kunne udtrykke sig nuanceret og være på lige fods med ens samtalepartner og lige pludselig føler man, at man har mistet nogle af sine evner- i stedet for at rose sig selv for de ting man nu allerede har opnået. Ikke sidst, fordi forventningspressen er høj. Ikke kun den man selv har, men også den udefra gennem udsagn som “Prins Henrik har nu også været her i 40 år og kan ikke sige en skid, han må da fandme være dum.” Jeg havde ikke lyst til at blive officielt betegnet som dum en dag, og knoklede for at lære dansk. Men jeg opfattede det på intet tidspunkt som et spark i røven og dermed positiv motivation, men som en ufattelig press, jeg ikke var sikker på, jeg kunne leve op til.
“Hvor kommer din kæreste fra?”
På et tidspunkt følte jeg mig så sikker nok til at tage ud i verdenen. Ikke til sidst, fordi det er virkelig hårdt at overleve i Danmark uden SU, men til det mere på et andet tidspunkt. Jeg prøvede at finde noget arbejde. Det behøver ikke engang være studierelevant, tænkte jeg så i starten. Det tog ikke kun ufattelig langt tid at finde noget, men det var også virkelig besværligt, fordi selvom der bliver sagt noget som “[h]åbet er jo, at de udenlandske studerende efter studierne vælger at arbejde i Danmark”, er det ikke altid rigtigt at folk er glæde for at ansætte nogle, der stadigvæk udvikler deres dansk. Efter jeg havde boet i Danmark i to år og havde lært sproget i tre, var jeg så heldig og måtte være med til et sommerjob. Jeg kunne slet ikke være taknemmelig nok for denne erfaring, fordi det viste at jeg godt kunne bruges og at der ikke var noget i vejen med mig og mit dansk. Med denne mod i lommen, skrev jeg mange ansøgninger, og denne gang også nogle stykker, der havde lidt mere faglig relevans. Og voila: Der kom nogle tilbagemeldinger. Mange var negative, men en gang imellem blev jeg også inviteret til jobsamtaler og klarede mig godt igennem der. De to sidste samtaler forgik ikke særlig langt tid siden og jeg fik masser ros for mit sprog og fik at vide at jeg egnede mig til stillingerne osv. På et tidspunkt kom dog i begge samtaler et spørgsmål, som jeg synes var upassende og underligt. “Er din kæreste så dansker?”. Hvorfor vil I vide det? For at få en forklaring for min hurtige sproglige udvikling, for at klappe jer selv på skulderen og kunne sige “se, hvis de bare omgives med danskere, så skal intergrationen nok lykkes” eller bare for at se om jeg var et værdigt nok menneske til at omgive sig med som danske? Selvfølgelig må disse teorier virke vanvittig, fordi spørgsmålet kan lige så godt har været baseret på ren interesse, men stadigvæk kan ogpramsning måske formidle følelsen jeg fik, da jeg blev stillet spørgsmålet: Er du dansk nok til vores virksomhed?
Men hvad så?
Som jeg nævnte ovenfor er det meget vanskeligt at gøre noget ved problemet uden at give nogle en fornemmelse af, at det hele er deres skyld, men hvis der er så stort et antal der er utilfreds, må vi hellere komme i gang. Den måde man kunne undgå at hverken danskerne eller studerene føler sig presset til at gøre noget, er nok mest ved at vise dem at man har hørt dem og deres problemer. Og i forhold til de omtalte studerende er det derfor slet ikke tilstrækkeligt at komme med en avisartikel på dansk eller med en udsagn, der minder om “jeg har hørt, der er noget galt, men jeg taler ikke med de pårørende”, Morten Østergaard.
Hvor svært kan det være at få nogle konkrete udtalelser fra dem, der er ensomme og bare ved at gøre det give dem en lille bitte opmærksomhed, der kan bidrage til at føle sig hørt, forstået og dermed ikke helt så alene?
Ja, det kræver åbenhed og mod til kritik, men det betyder også at man opfylder sine egne etiske forventniger og prøver at forandre noget. Lige så meget som sådan en som mig er nogle gange tæt ved at give op at integrere sig, er dem der allerde er en del af det samfund, nogle gange bare ikke tålmodige nok og tænker at forandringen sker over nat. Jeg kunne ikke lære dansk i løbet af en avisartikel, og danskerne kan ikke høre dem der har det svært her i landet i løbet af en avisartikel og derfor synes jeg, at dem der gerne vil blande sig, skulle få lov til det, ligegyldigt på engelsk, dårligt dansk eller et endnu andet sprog.
Ved at få mulighed for at dele ens holdning og ved at få tilbagemelding på ens egen og ikke en overordnet holdning, kan jeg føle mig respekteret og dermed som en del af en gruppe og det gælder alle steder i verdenen, ikke kun Danmark.
